Livets leje
Du skal ligge mageligt
til det er dig ubehageligt.
Og du skal søge
din lykke at forøge.
Således er livets leje;
den store salighed er aldrig at udpege.
Igen og igen, skubber vi stenen op
skønt vi aldrig kan blive stående på bjergets top
De få sekunder, hvor stenen vipper
er oftest når vi et glædesstøn udslipper.
Men ak - lykken forsvinder,
lyksalighedens tid udrinder
Vi indser at de lysende minder,
giver smil og rynkede kinder.
Ja, når engang vi sidder med håret gråt,
kan vi kun håbe på at huske godt.
Og du ligger på dit leje og tænker
hvor sjældent du har været fri – hvor ofte i lænker.
Livet er at bære tilværelsens tunge kul
og lejlighedsvis kigge ind ad frihedens snævre hul.
Jeg håber at du tilværelsens gru har skuet
og trods det, aldrig blevet kuet:
Du skal dø engang
evigt er ej livets klang!
