På bænken en efterårsdag

Hvilken strålende efterårsdag

Et skønt requim til et sørgeligt liv

Et manifest på livets natur

Om al tings forfald

Og genopståen.... og så alligevel ikke.

For hvor bliver jeg af?

Drankeren, med min royal export

Ved siden af mig på bænken.

For nok vil mit legemes stamme blive,

Men min sjæls blade vil forsvinde

Og aldrig ses igen.

Skønt alt fysisk genopstår

Forsvinder jeg.

Herigennem parken løber børnene legende rundt

Som de har gjort det mange år før

Og vil gøre det i mange år frem.

Hvem af dem vil en dag ende

På denne bænk, som jeg,

For statistisk MÅ en eller anden af dem jo gøre det?

Hvem af dem vil ænse livet

Og ikke bare blive ved

Med at være en del af denne evige strøm?

Her i mit livs efterår, aner jeg livet

Dets grusomhed og skønhed.

På træerne stråler bladene i rødt og i gult,

I en sidste pragt

Før de går til grunde.

Min sidste pragt er det sorte jockingsæt

Mit hvide hår og mit hærgede ansigt.

Og sammen med bladene falder jeg mod

Det uvisse, det uundgåelige,

Min vinter vil ikke gå mod vår.