Vi kommer til verden for et mål at søge

Vi kommer til verden for et mål at søge

Om vores lykke at forøge

Omkring os vi ser

For at finde ud af hvor det sner

Men ad krogede veje vi føres

Og blikket rettet mod målet, sløres.

Enten vi der os affinder,

Eller håber vi på at blive en vinder,

Men håbet forsvinder

På bænken en efterårsdag

Hvilken strålende efterårsdag

Et skønt requim til et sørgeligt liv

Et manifest på livets natur

Om al tings forfald

Og genopståen.... og så alligevel ikke.

For hvor bliver jeg af?

Drankeren, med min royal export

Ved siden af mig på bænken.

For nok vil mit legemes stamme blive,

Men min sjæls blade vil forsvinde

Og aldrig ses igen.

Skønt alt fysisk genopstår

Forsvinder jeg.

Herigennem parken løber børnene legende rundt

Som de har gjort det mange år før

Og vil gøre det i mange år frem.

Hvem af dem vil en dag ende

På denne bænk, som jeg,

For statistisk MÅ en eller anden af dem jo gøre det?

Hvem af dem vil ænse livet

Og ikke bare blive ved

Med at være en del af denne evige strøm?

Her i mit livs efterår, aner jeg livet

Dets grusomhed og skønhed.

På træerne stråler bladene i rødt og i gult,

I en sidste pragt

Før de går til grunde.

Min sidste pragt er det sorte jockingsæt

Mit hvide hår og mit hærgede ansigt.

Og sammen med bladene falder jeg mod

Det uvisse, det uundgåelige,

Min vinter vil ikke gå mod vår.

Piloten

Piloten letter.

Der er ingen flyplan,

Ingen landingsplads.

Piloten ved ikke

Om den næste morgen vil bringe klart vejr

Eller storm.

Piloten kan kun klamre sig til rorpinden

Og håbe på

At forblive flyvende

Følelsen af død

Om sengen mørket har lagt sig,

På den ligger en urolig skikkelse.

Sove er ham et problem, det kan han ej,

Vågner mer’ og mer’ for hver bevægelse

Tankerne mange i hans hoved fare,

Hid og did og alle vegne.

Men pludselig er det som bare,

At hans bevidsthed skulle segne

Døden er hvad han tænker på,

Han kan det ej begribe.

Prøver alligevel at forstå,

Hvad det at være død vil sige.

Og med ét dødens klamme hånd,

Sig om hans krop den griber.

Han føler sig som uden ånd

Som om han døden, livet giver.

Han farer op!

Han troede han var ved at dø!

Ånder ud med sitrende krop,

Som opsteg han fra en iskold sø

Hvor tiden er knap!

Hvor er det hele ubetydeligt!

Han føler sig slap,

Alt virker ligegyldigt!

Forårets komme

Iblandt mørke træers stammer,

Omfavnet af en skovbund i hvidt,

Går en mørkklædt skikkelse.

Hendes hud er bleg som kridt.

Solens stråler splittes ad

Og varmer hendes skind.

Og de vinterhvide kinder,

Får rosenrøde vinger

Hist smelter sneen,

Her risler bækken blidt.

Og isstagets dække,

Er endelig ved at sprække

Den mørkklædte pige,

Får vinteren til at vige

Og henover skov og mark,

Flyver fugle atter hjem

Tilbage er solens varme,

Tilbage er fuglenes sang

Og tilbage går pigen

Og håber sommeren vil blive lang

Er verden til spas eller alvor?

Er verden til spas eller alvor?

Er vi vore fremtids afkoms forsvarere

Og bør vi overhovedet tænke derom?

Hvis verden er ligeglad

Giver det da os retten til at være ligeså?

Drenge der ikke kan danse

Rummets røgfyldte luft brydes af forskelligt farvede lyskegler

Og skælver af næsten supersoniske lydbølger.

I klynger og grupper samles de skikkelser og skygger

Der på alle andre tider af døgnet ville ligne mennesker

I både udseende og optræden.

Men på denne februar regnvådssjaskende nat

Ligne de slanger, opstegne fra den våde jord og asfalt udenfor.

Hvide og blege - andre UV-forlorn-brune.

Glider de klodset forbi og ind i hinanden.

Skikkelsernes bevægelser i rummets midte

Er et katastrofalt kaos.

Ingen ved hvad de gør

Og man gør ikke det man ved.

For kun ved en symbiotisk fællesdans, kan man undgå at skille sig ud.

Kun enkelte i periferien af denne ikke-rigtig-dansende-ikke-rigtig-stillestående klynge

Bevæger sig autonomt.

Dette er drenge.

Drenge der ikke kan danse.

Latter, spot, fnisen - tænder og svælg der ituriver rummets mørke med dets onde leen

Er disse drenges største frygt og last

Bare en til

Bare en til

Bare en til

En, krystalklar

Pisgul og med skum på toppen,

Kold som ind i helvede

Og frisk som et forår.

Bare en mere

Lige lidt til modet,

Lidt så man kan føre sig bedre frem

For brunetten deroppe i baren.

Mod på flaske, ja giv mig sådan en til.

Bare en til

Til at trøste sig på

Og for nu ikke at gå i stå

Når vi skal videre i byen.

Bare en mere,

For at glemme alle de sære mennesker

Der alle kigger på mig.

Hvorfor kigger de på den store plet på min skjorte,

Har de aldrig set bræk på en skjorte

Eller et bukseben

Eller en sko

Eller...

Bare en til,

Lige til at klare turen hjem i taxa

Og fylde den nu tomme mave på.

Bare en til at holde om,

Når jeg bliver svimmel i bilen

Og skal brække mig.

Bare... en til...